start på hovedindhold

Mød andre studerende

Hvordan er det at være studerende i Vejle? Det har vi spurgt nogle af dem, der ved det bedst, nemlig de studerende selv.

Mød Birgitte – studerende på læreruddannelsen i Jelling 

Birgitte er 27 år og bor i Vejle med sin kæreste, som også er studerende. Hun læser til lærer på UCL i Jelling. Birgitte sætter stor pris på det nære studiemiljø, de trygge rammer og de muligheder, Vejle giver for at få hverdagen til at hænge sammen. Her deler hun sine favoritsteder og oplevelser i byen, og hvad der gør Vejle til en god studieby for hende.  

Søndermarkskoven – mit fristed 

“Der er både skovlegepladser, mountainbikespor og plads til at trække vejret. Jeg går tit ture der, bare for mig selv.”  

Birgitte bruger naturen i Vejle aktivt. Når der skal slappes af og tankerne skal falde på plads, går hun en tur i Søndermarkskoven. Det er tæt på hendes lejlighed, og skoven giver mulighed for ro og bevægelse – uden at det koster noget. Hun kalder det sit fristed og sætter pris på, at naturen er så let tilgængelig i Vejle.  

Atami – sushi og hygge med kæresten  

“Vi tager derhen en gang om måneden og spiser alt, vi kan. Det er vores ting!”  

En gang om måneden tager Birgitte og hendes kæreste på sushi-date på Atami. De nyder ad libitum-konceptet, god mad og kvalitetstid sammen, uden at det vælter budgettet. Det er et pusterum og en måde at prioritere hinanden på midt i studie og arbejde.  

Café Velvet – pastahygge med rabat  

“De har gode retter, og så er der studierabat, det gør forskellen!”  

Café Velvet er Birgittes favorit, når der skal lidt ekstra forkælelse til. Gode priser og god stemning, der gør det til et oplagt hangout. For hende er det vigtigt, at man kan få en god oplevelse uden at gå på kompromis med økonomien.  

Dansefitness i Gormshallen  

“Det er lidt for sjov og lidt for motion, og jeg har to fra mit studie med.”  

Fællesskab og bevægelse går hånd i hånd for Birgitte. Hun går til dansefitness i Jelling sammen med to af sine medstuderende. Det er en fast ugentlig aktivitet, der både giver sved på panden og smil på læben, og er en god måde at holde kontakten med studiekammerater uden for undervisningen.  

Bryggen og gågaden - Byens summen  

“Jeg elsker at gå rundt på Bryggen. Det har altid været mit safe-spot.”  

Selvom budgettet som studerende er stramt, nyder Birgitte at opholde sig i midtbyen. Bryggen og gågaden er steder, hun bruger til at koble af og tanke op, også bare ved at kigge på mennesker eller drikke en kop kaffe.   

Gratis events i byen  

“Jeg prioriterer det, der ikke koster så meget. Det gør det muligt at være med.”  

Hun deltager gerne i de åbne, gratis arrangementer i byen, hvor hun både er frivillig og deltager. Hun fremhæver Halloween på gågaden, events i Spinderihallerne og studiestartsarrangementer. For Birgitte gør det en stor forskel, når aktiviteterne er åbne og tilgængelige for alle, også dem på SU.   

 Birgittes bedste tip til nye studerende  

“Undersøg, hvad der findes her, før du søger væk. Vejle har faktisk meget at byde på!”  

For Birgitte er det vigtigt at gøre op med idéen om, at man skal flytte langt væk for at tage en videregående uddannelse. Hun mener, at mange overser, hvor mange muligheder der findes i og omkring Vejle og, at man som studerende faktisk kan få et rigtigt godt studieliv her, både fagligt, socialt og økonomisk.  

 

Mød Jakob – pendler og studerende i Vejle 

Jakob er 24 år og bor i Aarhus, men studerer Service- og oplevelsesøkonomi på UCL i Vejle. Han har tidligere været leder i Lalandia og arbejder der stadig i weekender og ferier. Selvom han pendler hver dag, har han fundet en god balance i hverdagen – og er positivt overrasket over Vejle som studieby.  

Togturen – min studiehverdag på skinner 

“Jeg læser i toget og kan slappe af, når jeg kommer hjem. Det giver en god balance.”  

 
Jakob tager toget hver dag fra Aarhus til Vejle, og han har fundet en rytme, der fungerer. Toget giver ro og fokus til at forberede sig på dagen, og pendlerkortet dækker hele Midt- og Østjylland. På hjemvejen kan han koble helt af og bruge tiden på sig selv.  

Naturen som kontrast til byen 

“I Vejle er man aldrig langt fra natur, det savner jeg i Aarhus.”  

 
Jakob fremhæver, hvor let det er at komme ud i det grønne i Vejle. Han elsker at løbe, svømme og opholde sig ved vandet, især omkring Bølgen, Albuen og Kajakøen. Den tætte adgang til natur og fjord giver et klart plus i hverdagen.  

DGI Huset og sport i fritiden 

“Jeg har svømmet på højt niveau i mange år, og DGI Huset er et fedt sted.”  

 
Sport og bevægelse fylder meget for Jakob, og han bruger blandt andet DGI Huset og området omkring fjorden til at holde sig aktiv, både alene og sammen med andre.  

Streetfood og Paladspassagen – når der skal hygges 

“Det er et fedt sted at mødes, især om sommeren!”  

 
Selvom Jakob ikke bor i Vejle længere, nyder han stemningen i Paladspassagen og Vejle Street Food, især når vejret er godt. Han ser frem til at bruge byen endnu mere, når sommeren rammer.  

Stærkt undervisningsmiljø på UCL 

“Underviserne er virkelig dygtige, det havde jeg ikke forventet.”  

 
Jakob havde sine fordomme om Vejle som studieby, men de er blevet gjort til skamme. Han fremhæver især kvaliteten og tilgængeligheden hos underviserne på UCL og oplever en personlig og engageret undervisningsform.  

Virkelighedsnært studie og fede samarbejder 

“Vi planlægger rigtige events med DGI og virksomheder, det er vildt fedt.”  

 
Studiet på UCL er tæt koblet til praksis. Jakob er blandt andet med til at planlægge Social Run i samarbejde med DGI Landsstævne og Folmers Mikrobageri. Den direkte kontakt med erhvervslivet giver erfaring og netværk.  

Job med mening og sammenhæng 

“Find et studiejob, der matcher din uddannelse, det gør det hele mere meningsfuldt.”  

 
Jakob arbejder stadig i Lalandia – både af lyst og for at holde fast i det, han brænder for: oplevelser, gæsteservice og events. Han anbefaler andre at finde et job, der hænger sammen med deres studie – også selvom lønnen ikke er den højeste.   

Jakobs bedste råd 

“Pendling behøver ikke være en ulempe, det handler om at udnytte tiden og finde rytmen.”  

 
Han anbefaler at bo tæt på stationen og bruge togtiden effektivt. Det giver ro i hovedet, og plads til både studie og fritid.  

Mød Sofie – sygeplejerskestuderende og ny i Vejle

Sofie er 24 år og læser til sygeplejerske på UCL i Vejle. Hun er netop flyttet til byen fra Middelfart og bor nu i egen lejlighed midt i byen. For Sofie handler et godt studieliv om at finde ro, skabe sin egen base og nyde både hverdagen og byen i det tempo, der passer til hende. Her fortæller hun om livet som studerende i Vejle, fra gågade og iskaffe til udsigt over vandet og venskaber på studiet. 

Gågaden er mit yndlingssted i byen 

"Jeg elsker at gå i gågaden og drikke iskaffe. Den er lidt hyggeligere end Odense, synes jeg." 

Sofie bruger ofte gågaden som pusterum i hverdagen, både til shopping, cafébesøg og hygge med venner. Hun fremhæver det liv og den stemning, der er i midtbyen. Her er både atmosfære og nærhed til det hele, uden at det føles uoverskueligt. 

Lagkagehuset: kaffe med rabat 

"De har 20 % på drikkevarer, det betyder faktisk noget!" 

Når Sofie har brug for en lille pause, trækker Lagkagehuset ved rådhuset hende til. Her nyder hun kaffen og rabatten. Hun oplever, at Vejle er god til at tilbyde studierabatter, og at det gør det lettere at forkæle sig selv, selvom økonomien er stram. 

Albuen & Bølgen: vand, ro og grill 

"Mig og min lillebror tog ned til Bølgen for at grille. Det var virkelig hyggeligt." 

Sofie elsker naturen og især vandet. Hun fremhæver både Albuen og området omkring Bølgen som steder, hvor man kan finde ro, være social og få følelsen af sommer, selv midt i byen. Hun sætter stor pris på, at man ikke skal langt for at komme tæt på naturen. 

Egen lejlighed: en base i byen 

"Jeg har to altaner og min egen base. Det er første gang, jeg bor alene, og jeg elsker det." 

Efter en periode med midlertidige boligløsninger og flyttekasser fik Sofie sin egen lejlighed gennem AAB. Det har givet hende ro og overskud i studielivet. Hun bor i en toværelses og nyder at kunne invitere familie og venner, og have sit eget køkken. 

Studieøkonomi:  det er dyrt at være i live 

"Jeg har ikke helt lært at balancere det endnu, men jeg prøver!" 

Sofie har sparet op, men mærker stadig presset fra udgifter til bolig, bil og hverdagsliv. Hun anbefaler andre studerende at finde et studiejob og prioritere madpakker frem for kantinekøb. For hende handler økonomien om at finde en balance, der passer til ens livssituation. 

Netværk og nærhed 

"Mine studiekammerater er mit netværk her, og jeg har stadig tæt kontakt til dem i Middelfart." 

Selvom hun er tilflytter, har Sofie hurtigt fundet sig til rette. Det tætte studiemiljø gør det nemt at lære folk at kende, og med bil kan hun nemt besøge venner og familie uden for byen. En af hendes veninder er endda startet på samme uddannelse. 

Sofies bedste råd 

"Meld dig ind i boligselskaber, også til familieboliger. Der er faktisk meget tilgængeligt!" 

Sofie opdagede, at der er flere boligmuligheder end mange tror, hvis man også søger bredt. Og så opfordrer hun nye studerende til at være lidt kræsen, det betaler sig at vente på den rette bolig, som føles som et hjem.